Hugínn & Múninn hjemmeside

Gå til indhold

Hoved menu

Heste og udstyr i vikingetiden

Af Tine Olesen og Trond Oyvind Hermansen.

Island har haft forbud mod indførsel af heste siden midten af 900-tallet eller før. Islandshesten er derfor, med det rene genetiske materiale, noget enestående i både zoologisk og historisk henseende. Mens alle andre af datidens husdyr er blevet krydset med forskellige typer og forædlet til ukendelighed, består islandshestens DNA stadig af det samme som for 1000 år siden.

Hestene på Island var ført med de første landnamsmænd fra Norge, Irland, Shetlands- og Orkneyøerne osv. og har i starten sikkert været ret forskellige af udseende.
Sidenhen er de, pga. importforbudet, udelukkende blevet krydset med hinanden og man har efterhånden fået islandshesten, som vi kender den i dag. At kalde islandshesten for "vikingernes hest" er derfor ikke decideret forkert, men måske en anelse kategorisk. Ikke desto mindre, er det nok det tætteste man kommer på den type hest, man havde i vikingetiden.

Vikingetidens heste var i gennemsnit 125 cm høje, mens islandshestene i dag vel er et godt stykke over dét. Avlsmålet har gennem tiden skiftet karakter, alt efter til hvilket formål hestene skulle bruges og hvad "moden" dikterede. Man har ikke bevidst overvejet hverken renavl eller genetisk kulturarv, men kun set på om hestene var stærke, flotte at se på og gode ride- og arbejdsdyr. Dette er også en indikation på, at det kan være misvisende at sidestille nutidens islandshest med vikingetidens heste; i dag er hestene f.eks. spinklere bygget end tidligere, idet nutidens islandshest er avlet udelukkende med ridning for øje, mens man i vikingetiden havde brug for heste der både kunne trække vogne og slæder, bære tunge byrder, fungere som rideheste og bruges som varsels- og offerdyr samt til at spise.

Vikingetidens mennesker så ikke sig selv som vikinger. Ordet blev sandsynligvis - i hvert fald i starten - kun brugt om nordiske røvere til søs. Dette er alene, hvad der gør perioden til "vikingetiden", selvom folk flest har været bønder, købmænd, håndværkere osv.

***

Populært og groft sagt, starter vikingetiden med norske vikingers overfald på Lindisfarne Kloster ud for den Nordengelske kyst i juni 793 - en begivenhed, som gav genlyd over det meste af det kristne Europa.

Vikingetiden anser man for at slutte da England falder i hænderne på Normannerne med slaget ved Hastings i oktober 1066. Englænderne havde mindre end tre uger forinden nedkæmpet en norsk anført invasionshær. Det var det sidste regulære vikingetogt af søgående pirater fra Norden.

Vilhelm Erobreren, som stod i spidsen for de invaderende (og beredne) styrker fra Normandiet i slaget ved Hastings, var i øvrigt en efterkommer af den norske vikingehøvding Gange-Rolf (andre mener han var dansk og hed Rollo) - en mand, der angiveligt var så stor, at ingen hest kunne bære ham, så han altid var nødt til at gå.

Bruger man sine øjne godt når det gælder vikingernes heste og rideudstyr, er kilderne faktisk ikke så få som man umiddelbart skulle tro. De arkæologiske fund er de mest interessante. Mange steder er heste blevet gravlagt sammen med deres herre (eller frue, som det er tilfældet med Osebergskibet i Norge) og her finder man de mest spændende ting: smukt dekorerede vogne og slæder, stigbøjler, sporer og hovedtøjer belagt med ædle metaller og meget andet.

Men tidens tand kan være hård ved organiske materialer som f.eks. læder og træ. Mens der er mange fund af stigbøjler, bid, sporer osv. er det ikke mange sadler og hovedtøj man kender fra fundene. Men der findes andre kilder end arkæologiske fund, som viser ride- og hesteudstyr fra vikingetiden. Man kan f.eks. lære meget ved at se på billeder, dekorationer på smykker osv.

Arkæologien forsyner os med udsmykninger, træskærerarbejder, vævede tæpper, legetøj osv., der viser vikingetidens heste og udstyr i større eller mindre detaljegrad. Bayeuxtapetet afbilder f.eks. ikke færre end 202 heste i forskellige situationer og viser os ting som f.eks. hovedtøj og sadlers udforming omkring 1070 e.Kr.

Sagaerne anses ofte for for at sige mere om samfundet i middelalderen end i vikingetiden og bliver udsat for heftig kildekritik. Ikke desto mindre findes der mange oplysninger om heste og rideudstyr, som man kan sammenligne med andre kilder og forhåbentlig få noget fornuftigt ud af. Det gælder i øvrigt ikke kun heste og rideudstyr, men også tøj, våben, mad osv. For ikke at glemme, at det også er spændende og interessant læsestof.

Der findes også andre (og for skeptikere måske mere troværdige) skriftlige kilder end sagaerne. Romeren Tacitus skrev en masse om germanerne, men omhandler tiden omkring eller lige efter Kristi fødsel.

På de britiske øer har man fra vikingetiden "Den Angelsaksiske Krønike", som man vel kan kalde en slags dagbog for klostrene, "Domesdaybook", som er en optegnelse over Vilhelm Erobrerens besiddelser i England efter invasionen i 1066 m.fl.

Også flere arabiske skriftlige kilder kan nævnes. Mest kendt er vel nok Ibn Fadlahns beskrivelse af bl.a. en vikingehøvdings storladne begravelse ved Volgafloden omkring 920 e.Kr. Denne historie er gengivet i sin fulde længde i de tre første kapitler af Michael Crichtons roman "Dødsæderne", som siden er blevet filmatiseret som "Den 13. kriger" - dog uden at være særlig tro overfor vikingetiden.

***

Vikingerne skoede ikke deres heste. Der var ingen grund til at hestene skulle have sko på, for deciderede veje var meget få og sliddet på hestenes hove kan ikke have været stort. I Danmark har man fundet veje, som var anlagt af romerne, men disse har ikke været vedligeholdt op til vikingetiden. Derimod giver broen som blev anlagt i Harald Blåtands tid ved Ravninge Enge ikke megen mening uden en vej dertil - broen var så bred, at to vogne kunne passere hinanden. Dette står i modsætning til Norge og det nordlige Sverige, hvor der pga. landskabets udseende antageligvis ikke har været anlagt veje i større omfang i vikingetiden.

I Norge og Nord-Sverige foregik transporten om sommeren vel hovedsagligt via havet med skibe, mens man om vinteren brugte slæder på tilfrosne floder og søer. For at hestene skulle kunne stå fast på isen, brugte man brodder med dobbelte søm, som blev slået direkte ind foran i hestenes hove og bukket om. Vikingetidens mennesker brugte selv disse brodder; de blev slået ind i skosålerne, så man også selv kunne stå fast på isen.

Slæder blev ikke kun brugt om vinteren, men også f.eks. om efteråret når der skulle køres gødning på markerne. Selvom man kendte og brugte arden, som var en forløber for ploven, blev markarbejde også gjort med håndkraft (spade og greb af træ), men gødningen kunne køres på slæder dertil, hvor det skulle bruges. Her var der selvfølgelig tale om arbejdsslæder og ikke pragtslæder, som kendes fra Osebergskibet.

Fra Osebergskibet kendes iøvrigt en meget fint udskåret trævogn, der kun kan have været til processionsbrug idet vognstangens placering gør, at den ikke kan dreje. Dette behøver dog ikke at betyde, at alle vogne, som har været brugt til procession, ikke kunne dreje, men skal måske ses i lyset af, at vognen er fundet netop i Norge, hvor vogne nok ikke har været almindelige pga. et manglende vejnet.
At man har brugt vogne i vid udstrækning i vikingetiden, hersker der imidlertid ingen tvivl om. Foruden at være omtalt i forskellige skriftlige kilder, findes der utallige billeder af vogne på både vævede og broderede tæpper.

Arkæologer har også fundet rester efter - eller aftryk af - vognfadinger. I stedet for kister har man genbrugt vognfadingerne til at begrave de døde i. Det er i øvrigt blevet foreslået, at vognfadinger blev brugt som en slags containere, der kunne flyttes rundt på skibe, vogne og slæder, uden at man behøvede stuve lasten om. Vognfadingen på Oseberg-vognen var ikke fæstnet til selve køretøjet.

***

Slæder og vogne kunne være lavet til at trækkes af en eller to heste. Tømmerne blev så ført over hestenes manker gennem såkaldte "mankestole". Der er fundet flere mankestole af træ, udsmykket med metal. F.eks. mankestolen fra Søllested på Fyn, der er prydet med forgyldt bronze i meget flotte mønstre.

Forgyldt bronze er også brugt på to hovedtøjer fra Gokstadskibet fra Norge. Her er der på hvert hovedtøj påmonteret over 50 støbte beslag foruden spænder og remendebeslag. Det er også her klart, at denne slags hovedtøj ikke har været en almindelig bondes - det har været de færreste forundt at eje sådanne kostbarheder. Det har vel hovedsagligt også kun været de rigeste, som kunne få deres hest og rideudstyr med i graven.

I de islandske sagaer er bl.a. omtalt "bidseltøj stukket og besat med dopper" og "ringlebidsel" eller "ringletøj", men hvad der præcist menes med disse udtryk, kan vi selvfølgelig kun gisne om.

***

Fra gravfund kender vi mange vidt forskellige typer af stigbøjler - både den "almindelige" type, som bliver brugt overalt i verden i dag, men også en type, hvor man stikker foden ind i bøjlen uden at skulle dreje denne. Størrelsen af stigbøjlerne varierer meget, mod slutningen af vikingetiden bliver de længere, mere "trekantede" og forekommer oftere.

Stigbøjlerne blev smedet af jern og var sikkert noget man lavede selv hjemme på gården, men der er også fundet pragteksempler, som er fint udsmykket med ædelmetaller - arbejde som i vikingetiden blev udført af dygtige guld- og sølvsmede.

Ligesom med stigbøjler, er der fundet utallige former for bid smedet af jern. Man har vel - som i dag - haft brug for forskellige typer bid til forskellige heste og situationer, så måske var det også noget man selv fremstillede? Typerne strækker sig fra almindelige to-delte bid over uendelige variationer til stangbid af forskelligt udseende og kunne også - hos overklassen - være dekoreret med guld, sølv og kobber.

Sporer og stigbøjler blev allerede i vikingetiden brugt som et middel til at demonstrere status. Mange fund er dekoreret med ædelmetaller og med mønstre i filigran og granulering i en sådan grad, at de vel mere har været brugt som pynt end til at ride med.

Foruden sporer havde vikingerne tilsyneladende også ridepiske. Fund fra bl.a. Oseberg og Ladby på Fyn er i hvert fald blevet tolket som piske. Om man har brugt sporerne og piskene som andet end statussymboler, er ikke til at vide, selvom man måske ville kunne finde antydninger i sagamaterialet. På den anden side virker det usandsynligt, at man fremstillede noget, som man ikke i almindelighed brugte i samfundet.


***
Fra Oseberg kendes en meget stor kam fremstillet af ben- eller hornmateriale. Udseendet er identisk med dagligdags kamme, som blev brugt af både mænd og kvinder i vikingetiden og som er fundet i store mængder. Denne kam er blot meget større. kammen er blevet tolket som en mankam eller en kam til at rede hestenes haler med. Tilstedeværelsen af kammen bliver, sammen med andre fund, tolket som frugbarhedsfremmende. Spørgsmålet er så, om en sådan kam kun er blevet fremstillet specielt til "Osebergdronningen" i hendes mulige egenskab af en slags hellig kvinde (f.eks. som beskrevet i Ibn Fahdlans rejsebeskrivelse), eller om sådanne kamme rent faktisk kan have været brugt i almindelighed til hestehold? Strigler udført i jern kender man til gengæld med sikkerhed fra arkæologiske fund.

Rangler af forskelligt udseende og materiale kendes også fra bl.a. Oseberg; nogle meget simpelt udført med mange jernringe på, andre med indlagt sølv. Disse rangler knytter sig tilsyneladende også til heste, men hvordan og i hvilken henseende de har været brugt vides ikke med sikkerhed.

Man har gættet på, at ranglerne skulle fungere som et muligt middel til at skræmme onde ånder bort med, men forklaringen kan også være så simpel som at de kan have været brugt som et slags vikingetidigt "båthorn" for ikke at køre sagesløse mennesker ned; en hestetrukket slæde i løs sne er næsten lydløs.

***

I vikingetiden har man haft flere typer af sadler, alt efter, hvad man skulle bruge hesten til. Foruden sadler til ridning har man i hvert fald haft, hvad der kaldes "kløvsadler", som blev brugt til pakheste, men omtalt i de islandske sagaer er også "skotsk sadel", "gammeldags trugsadel", "sadelpuder" foruden "gylden sadel", "metalbeslået sadel" og flere malede sadler. Pakheste blev i øvrigt betegnet som "taskeheste" iflg. sagaerne.

Ved udgravningen af Osebergskibet fandt man resterne af en sadel. Den ligner nutidens sadler en del, men er konstrueret af flere dele bøgetræ, som vel har været polstret og beklædt med læder.

På Bayeaux-tapetet er der eksempler sadler fra tiden omkring ca. 1070, men de ligner mere middelalderens sadler med høj for- og bagsvidsel, end sadelen fra Osebergskibet, som virker mere "flad". Måske er Bayeux-tapetets sadeltype afløseren for Oseberg-typen?

Normannerne red deres heste i kamp i modsætning til vikingerne og skulle derfor kunne sidde godt fast. Vilhelm Erobreren, som er Bayeux-tapetets hovedperson, døde iøvrigt ved et styrt på sin hest, hvor sadelens høje forsvidsel blev ind i hans underliv. Det tog dog hele fire dage før han udåndede.

Vilhelm Erobreren - som iøvrigt også gik under øgenavnet "Bastarden" - var ellers (iflg. Snorre Sturlasons sagaer om de norske konger) en god rytter, men en dårlig mand for sin kone; den oktoberdag i 1066, hvor han skal ride til skibene for at sejle til England, sparker han sin kone, hvorved sporen går dybt ind brystet på hende så hun dør.

***

For at forhindre, at hestene løb for langt væk, gjorde man i vikingetiden brug af flere forskellige midler. Mest almindeligt har måske været at binde hestenes forben med reb eller med tøjlerne - noget man har kunnet opleve på Island op til vores tid.

Man har også fundet deciderede "låse", som bestod af to bøjler med øjer, hvori der sad hægter. Bøjlerne blev sat på hestens forben og var forbundet med en kæde. Også træpløkker og regulære tøjringspæle har man bundet hestene til.

I sagaerne kan man læse om en norsk vikingekonge, der sad på sin hest, som var bundet til en sådan tøjringspæl. Hesten stejlede pludseligt; kongen faldt af og slog hovedet mod en sten, hvilket han døde af.

I de forskellige sagaer kan man læse om påfaldende mange personer, der døde som følge af uheld med heste. Om det beror på skødesløshed, ovrmod, fyrrige heste eller blot det faktum, at man red meget og følgen deraf var, at uheld ikke kunne undgås engang imellem, må stå hen i det uvisse.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu